HOLMEN
Holmen, den gamle danske flådebase er et fantastisk smørhul i København. Helt tilbage i 1692 besluttede kongen, Christian den 6., at flytte flådens leje fra den indre havn til en ny base, Nyholm, nord for Christianshavn.
Nyholm blev senere udbygget ned mod Christianshavn med 4 andre øer og i 300 år holdt den danske flåde til på Holmen. Her lå den mægtige danske flåde opankret, de store og mægtige fuldriggede tremastede sejlskibe, fregatter og linjeskibe og her blev der hvert år søsat nye skibe, der skulle sikre Danmarks herredømme over Norge, Island, Dansk Vestindien, Trankebar i Indien og Guldkysten i Afrika.
Senere blev Holmen et industricentrum i Danmark og man byggede store panserskibe i dokkene, og dampkedler, dieselmotorer og miner.
Der er i dag masser af spor efter flådens tilstedeværelse. Ikke mindst den smukke mastekran (som det ikke var Christian d. 4., der byggede), men også Holmens Hovedvagt, Batteriet Sixtus, Kanonbådsskurene, Kedelsmedjen og Arsenalet er velbevarende bygninger og konstruktioner fra flådens tid.
Turen tager os forbi alle de fine gamle bygninger, plus selvfølgelig Operaen og de ombyggede beboelsesbygninger, såsom Torpedobådshallen og skibsværftet. For Holmen er også i dag en levende bydel, dog er værftsarbejdere og søfolk skiftet ud med studerende på Arkitektskolen, Rytmisk Musikkonservatorium og Statens Filmskole m.fl. og almindelige børnefamilier, der har bosat sig her. Der er også masser af interessante virksomheder, der i dag nyder godt af Holmens smukke omgivelser.
Turen er yderst velegnet til firmaarrangementer, ikke mindst fordi Papirøens mange spændende spisemuligheder ligger lige ved siden af, men også til københavnere, der kan komme til at opleve en del af byen, de næppe kender så godt – og selvfølgelig den historieinteresserede, der kan få lejlighed til at høre om livet på Holmen i 300 år.